Til Kamp Mod Bekymringerne er et praksisnært og forskningsbaseret projekt, der skal styrke elevernes mentale trivsel på mellemtrinnet i grundskolen. Projektet udspringer af en tydelig efterspørgsel fra lærere og skoleledere på konkrete redskaber, der kan integreres direkte i undervisningen uden behov for ekstra ressourcer eller specialviden.
Med afsæt i metakognitiv tilgang og erfaringer fra en lovende prætest på Odense Friskole udvikles en plug-and-play undervisningspakke, som klæder eleverne på til at håndtere bekymringer, reducere stress og opbygge psykisk robusthed. Projektet gennemføres i samarbejde med fire skoler med bred geografisk og social repræsentation og består af fem arbejdspakker: udvikling, afprøvning, justering, skalering og evaluering.
Projektet forankres i praksis gennem lærernes medskabelse og anvender både kvalitative og digitale evalueringsredskaber, herunder Meta Learn-appen. Erfaringerne skal danne grundlag for national udrulning – og senere videreudvikling til både indskoling og udskoling.
Projektet har potentiale til at blive en bæredygtig og skalerbar indsats, der integrerer arbejdet med elevtrivsel som en naturlig del af skolens kerneopgave – og dermed bidrager til en stærkere mental sundhedskultur blandt børn og unge i Danmark.