Når forskellige fagligheder mødes om familier i mistrivsel

FamilieAlliancen havde tirsdag besøg af Camilla Ander Paarup, fonds- og partnerskabschef i AskovFonden, og Katrine Nordvig, direktør i MIR Skolerne, til en dag med tid til videndeling, perspektiver og mulige fælles veje frem.

Relationen mellem organisationerne begyndte på Bornholm sidste sommer, hvor FamilieAlliancen deltog i en debat hos AskovFonden og MIR Skolerne om børn og unge med skolefravær og de familier, der står omkring dem.

I år blev FamilieAlliancen inviteret med ind i debatten med vores perspektiv på erhvervslivet. For når et barn mistrives eller får et højt skolefravær, påvirker det ikke kun barnet. Det påvirker hele familien – og kan få betydelige konsekvenser for forældrenes arbejdsliv og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det er netop i krydsfeltet mellem familie, skole, arbejdsplads og de øvrige aktører omkring familien, at vores forskellige fagligheder kan supplere hinanden.

På tværs af organisationerne deler vi samtidig en ambition om at styrke forældres handlekraft og skabe bedre muligheder for at handle tidligere – før udfordringer vokser sig så store, at både børn, unge og familier mister fodfæstet.

Derfor brugte vi dagen på at lære hinandens organisationer, indsatser og ambitioner endnu bedre at kende og på at undersøge, hvor vores forskellige perspektiver kan skabe værdi for hinanden og for familierne.

Vi har blandt andet talt om, hvorvidt vores fagligheder på sigt kan mødes i en fælles indsats omkring skolefravær og de konsekvenser, det kan have for hele familien og forældrenes arbejdsliv.

Der er endnu ikke lagt en fast plan – og det var heller ikke formålet med dagen.

For stærke løsninger begynder ofte med stærke relationer, tillid og en oprigtig nysgerrighed på, hvad andre kan, som vi ikke kan alene.

Tak til AskovFonden og MIR Skolerne for en dag med generøs videndeling og gode perspektiver. Vi glæder os til at se, hvor dialogen fører os hen.