EWII bliver projektdeltager i Familielivets betydning for arbejdslivet

Vi er glade for at kunne byde EWII velkommen som projektdeltager i Familielivets betydning for arbejdslivet – både i det kommende pilotprojekt og i det landsdækkende projekt.

EWII har ca. 700 medarbejdere og arbejder allerede aktivt med trivsel, fleksibilitet og rammer, der giver plads til hele mennesket. Derfor bliver deres erfaringer et værdifuldt bidrag til projektet.

For gennem et arbejdsliv bevæger vi os alle gennem forskellige livsfaser og livssituationer. Nogle får børn, andre gør ikke. Relationer opstår og brydes. Børn, unge, partnere eller andre nære kan mistrives eller få brug for os. Vi kan opleve sygdom, sorg eller ensomhed – og nogle gange bliver hverdagen ganske enkelt svær at få til at hænge sammen.

Det påvirker ikke kun livet derhjemme. Det kan også få betydning for vores trivsel, overskud og tilknytning til arbejdslivet.

Med EWII ombord får projektet adgang til erfaringer fra en stor dansk arbejdsplads og mulighed for at blive klogere på, hvad der faktisk gør en forskel, når familieliv og arbejdsliv påvirker hinanden.

Målet er ikke, at virksomheder skal løse medarbejdernes familieliv. Målet er at skabe ny viden om, hvordan arbejdspladser kan arbejde forebyggende og skabe rammer og kulturer, der understøtter mennesker gennem forskellige livsfaser.

Vi glæder os til samarbejdet med EWII og til sammen at omsætte erfaringer og viden til indsigter og værktøjer, der kan komme endnu flere arbejdspladser og familier til gavn.